Tilbud for Børn og Voksne med Døvblindhed og Høretab

Fysiske rammer

Ungdomshjemmets fysiske rammer understøtter borgernes selvstændighed

Ungdomshjemmet slog i efteråret 2022 dørene op til en helt ombygget og moderniseret afdeling. Alle borgere på Ungdomshjemmet har hver deres rummelige lejlighed med eget bad og toilet. Derudover er der en række fællesrum, køkken, personalekontorer, specialrum mv. Vi har også egne udendørsarealer med aktivitetsredskaber, køkkenhave og andre grønne områder mv. Derudover har vi nem adgang til bl.a. en sansehave, en mindehave samt en veludbygget udelivsplads med bl.a. bålhytte mv.

Det allermeste på Ungdomshjemmet har til formål at støtte borgerne i bl.a. deres selvstændighed og selvbestemmelse. Det gælder også vores fysiske rammer, som på mange forskellige måder er specialindrettet til borgere med medfødt døvblindhed og til at kompensere for de funktionsnedsættelser, de har.

Taktile ledelinjer og kontrastfarver

Når man er udfordret på fjernsanserne syn og hørelse, bruger man andre sanser i situationer, hvor seende og hørende automatisk læner sig op ad fjernsanserne. Fx, når man skal fra A over B til C. Personer med døvblindhed bruger i høj grad den taktile sans (i bred forstand følesansen) til at orientere sig med. Derfor har vi en del fysiske, taktile ledelinjer, som guider borgerne.
Der er fx særlige streger og felter i gulvet, som føles anderledes end resten af gulvbelægningen, og som markerer, hvor i huset man er. Stregerne er desuden holdt i kontrastfarver, for når man har nedsat syn, er det vigtigt, at det er muligt at skelne tingene fra hinanden.
Kontrastfarver er også placeret ved fx dørkarme for at markere, at her kommer en dør ind til et andet rum. Også bl.a. bordopdækningen har fokus på kontraster. Hvide tallerkener på et hvidt bord duer fx ikke, for den sammensætning vil blive opfattet som bare en hvid flade.

Nogle rum eller steder kan også være markerede af håndgribelige symboler, som fortæller, at nu er man ved netop dette sted i huset.

Der er gangbarrer monteret på væggene, som man kan støtte sig til. Barrerne har mærkbare knopper, som markerer start og slut på barren.

Taktile ledelinjer har vi både inden- og udendørs.

Særligt fokus på at undgå visuel og auditiv støj

Borgernes forskellige grader af sansetab, og evt. også sensitivitet, kalder på særlige hensyn vedrørende det, som kan ses og høres.

Vi søger at undgå unødig visuel støj, bl.a. i fællesrummene. Der må ikke være unødvendige ting i rummene, som kan rode og være i vejen, hverken visuelt eller rent fysisk.

Auditiv støj minimerer vi også inden for rimelighedens grænser. Derfor er vi bl.a. opmærksomme på, at møblerne – fx stole, som trækkes ud og skubbes ind - er støjsvage, flere af dørene er automatiske mv.

Vi har desuden et specielt lysstyringssystem, hvor lyset indendørs reguleres efter både det aktuelle lys uden for vinduerne og efter lysets naturlige døgnrytme.

Borgernes behov er forskellige, og hvad angår fællesrummenes fysiske rammer er målet en balance, som tilgodeser alles behov bedst muligt. I borgernes egne lejligheder er de fysiske rammer så vidt muligt indrettet efter den enkeltes personlige præferencer.

Ud over den særligt målrettede indretning af de fysiske rammer til personer med døvblindhed er hele huset også indrettet handicapvenligt. Eksempelvis kan kørestole og lignede ubesværet komme rundt. Vi har selvfølgelig også alle relevante handicaphjælpemidler som eksempelvis lifte mv.

Opdateret