Hils på Birgit

Hvad er det, som får dig til at blive ved og ved på UDB-Bøgehuset?
Der er meget på UDB-Bøgehuset, som gør, at jeg har stor lyst til at blive ved med at arbejde her, også efter foreløbigt 18 år på posten. Der er selvfølgelig beboerne. Jeg føler tydeligt, at jeg er med til at gøre en forskel for dem. Jeg kan se, at mit arbejde er vigtigt for deres livskvalitet.
Det er også godt at være kostfagligt personale et sted, hvor ledelsen prioriterer det kostfaglige, fordi de kan se værdien i det. Vi har bl.a. en kost- og måltidspolitik, ligesom vi kostfaglige medarbejdere i hele Aktivitets- og Botilbud – CDH har et fagligt netværk, hvor vi holder snuden i sporet vedrørende bl.a. udvikling og tendenser på vores fagområde.
Vi har en arbejdsplads, som stiller høje krav til vores faglighed. Derfor prioriterer ledelsen også løbende kompetenceudvikling, så vi kan blive ved med at være højt specialiserede, og det er rigtigt godt. For når man brænder for et fag, så vil man også have lov til at udvikle sig i det, og det får vi lov til her. Ikke kun inden for vores eget fagområde, men også i det tværfaglige samarbejde. Tværfagligheden er nødvendig og spændende. Den er med til at gøre arbejdspladsen spændende.
Inden jeg kom hertil, har jeg bl.a. arbejdet i storkøkkener. På UDB-Bøgehuset har vi intet, der minder om storproduktion. Her tilpasser vi maden til den enkelte beboer, og det er svært tilfredsstillende at arbejde på den måde.
Hvorfor vil du anbefale andre at søge arbejde i Aktivitets- og Botilbud – CDH?
På min allerførste dag her sagde min daværende leder:
”Her lader vi os ikke styre af begrænsninger. Her ser vi mulighederne for hver enkelt beboer, og det er det, vi arbejder ud fra.”
Sådan er det stadigvæk. Jeg synes, at det at have så stort et fokus hele vejen rundt om den enkelte beboer, og at vi af samme grund stiller så høje krav til fagligheden, gør os til en meget attraktiv arbejdsplads. Og jeg tænker, at jeg ikke er den eneste med den mening, for medarbejderne bliver her typisk i mange år.
Opdateret