Tilbud for Børn og Voksne med Døvblindhed og Høretab

Hvem bor på Ungdomshjemmet

Det gør 13 unge voksne med medfødt døvblindhed fra 16 år. Ungdomshjemmet er et tilbud efter Serviceloven § 107 og § 108. Det vil sige, at vi har både midlertidige og længerevarende botilbud.

Som følge af den medfødte døvblindhed har alle borgerne så alvorligt nedsat både syn og hørelse, at den ene sans ikke kan kompensere for den anden. Men der kan være store variationer i, hvor meget sanserne er nedsat hos de enkelte personer. Nogle har varierende grader af syns- og/eller hørerester, mens andre er helt døve og/eller blinde.
De fleste af borgerne har desuden yderligere funktionsnedsættelser. Det kan være forskellige psykiske udfordringer, fysiske funktionsnedsættelser som eksempelvis forskellige former for og grader af spastiske lammelser, neurologiske funktionsnedsættelser, udfordringer med balancen mv.

Borgerne har varierende behov for social- og specialpædagogisk bistand i form af kommunikativ støtte, guidning, tolkning og vejledning i forhold til at få struktur på hverdagen, praktisk hjælp med hygiejne, måltider mv., samt pleje af forskellige slags.
Borgerne på Ungdomshjemmet er med andre ord en kompleks gruppe. De har hver især forskellige udgangspunkter, som kræver forskellige indsatser fra personalets side.
Samtidigt er borgerne en del at et større fællesskab på Ungdomshjemmet, hvor der er mulighed for at gå til og fra i fællesskaberne og relationerne med de øvrige borgere. Personalet har en specialuddannelse og er helt særligt omstillingsparat, når de går efter at finde den bedst mulige balance mellem at møde dels den enkeltes behov, dels fællesskabets behov.

Opdateret